Vi har to hjemmelam – den viden er nok ikke forbigået de flestes næser, medmindre man er snottet, og så er det helt i orden. De hedder Lamse og Bamse. Lamse er ældst. Hun er ca en lille uges tid ældre end Bamse. Bamse er ikke nødvendigvis et udtryk for at hun er større – men mere at vi så kunne kalde dem “LamseBamse” til vores får. De reagerer alligevel ikke på deres navne. Vi kunne kalde dem hvad som helst – så længe vi ligner nogen der kommer med mad til dem. Så er de i “jeg-elsker-dig”-mode, og så snart flasken er tømt bliver der øjeblikkeligt stillet om til “hvem-er-du-jeg-må-hellere-gå-væk”-mode. Lamses mode fungerer dog lidt langsommere, så hun er sødere til at blive klappet og a’et når hun har fået mad. Men Bamse er sky som en flad tåge over en doven klippe (….. hmm, det gav da vist ikke lige mening), og vil bare IKKE klappes. KUN når hun er sulten.
Kender du typen?
Billedet du ser til højre er vist omkring dagen efter at de er blevet introduceret til hinanden. Hvad de har gang i skal være usagt. Det kan være en “jeg er stærkere end dig”-kamp, eller det kan være at de udveskler livserfaring, eller det kan være at de er super nærsynede, eller måske tror at de kigger i et spejl. Det kan også være en avanceret form for boldspil, hvori Plysbjørn fra 100 meter skoven er involveret. Det er svært at sige. Men søde er de.. især når de er sultne.
