Forleden var vejret nogenlunde – ja, der har faktisk været flere dage med helt fint vejr, måske lige med undtagelse af stormen forleden. Varmt er måske også at stramme den, men efter Færøske forhold begynder varmen vel omkring de 12 grader, og jeg har da flere gange været dristig og vovet mig udenfor kun med en Poloskjorte eller T-shirt. Ikke i lang tid, men lige nok til at der kom gang i signalstofferne fra hud til hjerne om at “hud: hey, hjerne – gider du lige fortælle Thomas at vi faktisk fryser. Hjerne: Så gerne.. jeg trykker lige på ‘få-gåsehudsknappen’… tryk”.. uhhh.. ind igen.
Men igår nat – vupti… så var det blevet vinter. Det kom som lyn fra en klar himmel. Eller.. himmelen var ret uklar, for den var fyldt med hagl i en mængde der gør at man kan se vinterlandskab med sneduggede klipper. Lyn var der heller ikke noget af. Det lyner ret sjældent heroppe (om nogensinde?) – så det er faktisk et ret dårligt udtryk at bruge heroppe.
Men vinteren er her. Goddag til dig, og velkommen til sjov og spas de næste par måneder.
Billedet er taget i juni måned, for nu at komme med en kontrast til vejret i dag.
UPDATE: her er så det billede jeg tog af den første “sne” som er hagl – mange, mange af dem.




